Blog indlæg

I forlængelse af Jalils blogindlæg, vil jeg ligeledes fortælle om min religion, som jeg tror mange kan genkende.

Jeg vil beskrive mig selv som kristen, men samtidig kan jeg ikke sammenlignes med hvad en ”rigtig” troende er defineret som. Jeg tænker ikke på Gud i min hverdag, men jeg har stadig en vis respekt for ham. Vi blev stort set alle opdraget med fortællingen om Gud, Jesus og Helligånden på den ene eller anden måde,  og vi er næsten alle blevet tvunget med i kirke på helligdage. Jeg elskede selv specielt julen og påsken, men jeg skulle  med i kirke inden festlighederne. Samtid er jeg døbt og konfirmeret, det vil sige jeg har bekræftet min kristne tro, men har jeg virkelig det? Jeg ved ikke selv om jeg tror på Gud, for det lyder helt ærligt som en lang godnathistorie fyldt med vildledende sætninger og fejlfortolkninger. Min tvivl kommer især frem når man ser hvordan folk kan lide, og stadig tro på der en eller flere guder der til sidst vil redde dem. Jeg beundre dem der tror, og jeg har på ingen måde noget imod hvad de tror på, men jeg tænker tit for mig selv, at de er indbildske. De mest kendte historier fra biblen er ret vilde og lyder egentlig overdrevet, men alligevel er der et eller andet der gør, at det fanger noget i folk.

Så om jeg bare går i kirke fordi resten af min familie tvinger mig, eller jeg faktisk tror på den er et svært spørgsmål. I hvert fald kommer min tro frem når jeg har brug for den. På en mærkelig måde bliver vi alle mere troende når vi har brug for hjælp, til noget vi ikke kan få hjælp til her på jorden. Specielt under dødsfald fanger troen de fleste. Vi går i kirke for at støtte dem vi holder af, men alligevel føler vi noget fælles indeni. Vi beder også til de har fået ro og er et bedre sted, og i det øjeblik tror vi, så vi kan hjælpe dem vi holdte af.

Tanken om religion som en vandrehistorie har også tit strejfet mig. Tanken om, der engang var en mand der fortalte en historie, som derefter tog overhånd og blev viderefortalt. Det er set før, men den her gang er det bare over en lidt større tidsperiode. Især når man undersøge de naturvidenskabelige teorier bag hvad der skete i biblens fortællinger, kan tanken komme. Det er en vild og underlig tanke, men jeg kan ikke få mig selv til at afvise den.

Jeg læner mig lidt hen mod at være ateist, men jeg ville være ked af at afvise religion fuldstændig, og hvis man kan blive defineret som kristen, ved at være som de nyere generationer er, vil jeg stadig kunne kalde mig det. Sammenlignet med de ældgamle kristne, synes jeg ikke selv de nyere generationers måde at være kristen er i orden (at udnytte goderne), men accepteres kun for at holde fast i de unge som troende. Det er en måde at holde fast på de mange kristne. Men det er kun min mening. I bund og grund finder vi først ud af sandheden, når det er for sent, og så må vi jo se hvad der sker.

Over and out