Gud er god?

De fleste kristne har intet problem med at stå inde for deres gudsbillede. Han er både almægtig, retfærdig og uendelig god. Det har da også en smuk klang, hvis man da helt ukritisk antager at disse flotte adjektiver går uproblematisk sammen.

Det har været diskuteret i århundreder: hvordan en eksistens overhovedet kan påstås at være omnipotent. Almagt er jo i sig selv et paradoksalt begreb – et godt eksempel er at denne gud ville være i stand til at gøre alt og derfor også vil kunne skabe noget så tung at han ikke ville kunne løfte det, men så er dette jo noget guden ikke kan alligevel. Vi accepterer dog denne selvmodsigende egenskab i vores gud og man antager oven i købet samtidig at han er god – hvilket igen går hen og bliver paradoksalt.

Den græske filosof Epikur opstiller ”det ondes problem” hvori han spekulerer over, hvordan disse to egenskaber – godhed og almagt – egentlig passer sammen, når der findes ondskab i verden. Enten ser den gode Gud det onde, men er ude af stand til at gøre noget; altså er han afmægtig, eller også ser han det onde og vælger ikke at gribe ind; altså er han ondskabsfuld.

De troende vil oftest gribe fat i sidste udsagn og påstå at alt, der sker er ”Guds vilje” og at ”alt har en mening”, men fra hvor jeg står er der alligevel nogle ting som er meningsløse: naturkatastrofer, krige og sygdomme, som alle rammer tilsyneladende tilfældige og uskyldige mennesker, eller de havde måske fortjent det? For Gud er jo retfærdig…

Jeg har nogle gange svært ved at forstå, hvordan nogle mennesker kan tro på en gud, som i den grad ikke giver mening, når man først begynder at bevæge sig udover de fine floskler. Men for mange opstår behovet for at tro i det øjeblik, hvor intet giver mening. Hvor jeg ser det meningsløse mere, som modbevis på en guds eksistens søger de tilflugt i denne forestilling. Når flyet begynder at styrte tror jeg da også at de fleste, konfronteret med magtesløsheden, vil begynde at bede. Gud behøver måske ikke give mening hele tiden, mange danskere vil måske tøve med overhovedet at kalde sig troende, men min påstand er at de alle bliver religiøse, hvis de bliver bange nok – for der begynder Gud at give mening for dem. 

Fra Nordisk mytologi til Kristendom

Mødet mellem Kristendom og Hedenskab

1. Kan man give et nemt svar på, hvornår kristendommen kom til Danmark? Hvorfor/hvorfor ikke?

• Nej, men ca. 900-tallet
• Jellingestenen siger at Harald Blåtand kristnede danerne - ca. 965
• Blev indført formelt i DK
• Bl.a. politiske hensyn, handel osv.

• Dog var dette ikke ensbetydende med, at hele Danmark fra da, var kristne.
• De gamle traditioner og ritualer sad ved, ved lægfolket -> glidende overgang

• Der var flere forskellige strømninger indenfor kristendom
• Derfor var det svært at sige, at de var entydige kristne

• De kendte kilder er primært fra kristne -> de er altså farvet af deres holdninger -> indefra
• Fragmentariske kilder -> kun dele af skrifter

2. Hvad er forskellen på trosåbenhed og kulteksklusivitet? Hvordan forholder de to begreber sig til nordisk religion og kristendom?

• Nordisk religion er trosåben
• De ville gerne "adoptere" kristendommens Jesus, for så ville de blive endnu stærkere

• Kristendommen er kultåben
• Ikke trosåben, men åben i forhold til ritualerne i kulten -> præsterne gav lov til ofringer i kirken

3. Hvad er primsigning?

• Man kunne stå i begge lejre
• En mild form for dåb -> modtager kors
• Skabte handelsmuligheder mellem hedenske og kristne

4. Hvad beklager Bonefacius sig over?

• At præster ofre tyre og geder
• Mener ikke, at de nordiske traditioner skal holdes i live på den måde

5. Hvad var idealet for tilhængerne af nordisk religion - og hvad var endemålet - og hvordan havde den lidende Jesus det i det selskab? (s. 5)

• Idealet var styrke og ære

• Den lidende Jesus stemmer ikke overens med dette
• Derfor fokusere kirken i stedet primært på den genopstanden Jesus, for at overvinde de hedenske
• Han overvinder døden -> den ultimative Gud

6. Hvilken rolle havde kvinderne tidligere - hvilken rolle skulle de få i kristendommen i 900-tallet?

• Kvinden i nordisk religion
• Seid-kvinderne
• Spå, shamanistisk funktion, udfører ritualer

• Kristendommens kvinder
• Syndebukken -> syndefaldsmyten (Eva og slangen)
• Kvinden bruges som rekvisitter - fx Noas kone har intet navn)

Religion ændre opfattelsen af mennesker! 

Germanernes mentalitet og livsforståelse (side 4 i hæftet)

Brev fra Pave Gregor den 7. til Harald Hen

• Præsterne får skylden for bl.a. det dårlige vejr, Gregor mener ikke dette er fair

Eksamen fokuspunkter:

• Indefra/udefra?
• Hvem, hvornår, hvorfor?

• Inddeling i afsnit
• Analysere
• Begreber på teksten
• Teksten er springbræt til viden om området

• Perspektivering
• Har vi set det før?
• Sammenligning med andre religion
• Sammenligning med nutiden

Religion???

Hvad er religion? Hvorfor har vi religion? Og hvordan kan det få så stor betydning??? Dette er blot nogle enkelte spørgsmål, som man kan stille om religion...

Hvordan er det muligt, at begrebet Religion kan skabe så meget postyr i hele verden? Er det virkelig rigtigt, at mennesket er så forfærdeligt tillidsfuldt, godtroende, for ikke at nævne naiv, at vi tror på hvad som helst? Hvorfor kan vi ikke bare acceptere, at det ikke er alt i verden, vi egentligt kan forklare? - Heller ikke  videnskabeligt. Mennesket har et behov for at vide alting, også selvom man ikke kan bevise det. Der er ikke noget, som kan få lov til at stå til, alt har en grund, et formål og en start. Derfor bruger vi religionen til at besvare disse ellers ubesvarlige spørgsmål. Folk bruger rent faktisk tid på at forske i teologi, de undersøger, analysere og vurdere datidens religionsopfattelse. Men til hvilken nytte? Hvad kan de egentligt bruge det til? - udover selvfølgelig at skabe et billede af, hvordan religion tidligere har været.

 Nu sidder vi i en underlig blanding af troende og ateister. De troende har hver deres opfattelse, af hvad religion er, og de mener alle, at deres version er den rigtige. Det er dette faktum, som skaber problemerne. Alle mener at have ret, og derfor kommer religionerne "op at skændes", de har svært ved at acceptere hinanden, hvilket egentligt ikke burde være så svært igen. I Danmark bliver vi (nogenlunde) opdraget til, at der skal være plads til alle - også i forhold til religion. Men alligevel er der hele tiden utallige debatter om de forskellige religioner, de bliver kritiseret og klandret for det ene og det andet. Så der er ikke helt plads til alle alligevel. Hvorfor ikke bare acceptere, at vi er alle forskellige, har alle forskellige meninger og derfor også forskellige tro? 

Af Thea Loumand, 3. KB

Referat 9/9

Paradokshåndtering af ritualproduktion

Lars Qvortrup (c1506)

Lars Qvortrup er postmodernist

Han mener ikke, at vi skal sætte vores lid til religion – men heller ikke, at vi skal tro ulasteligt på videnskaben:

·      ”Vi har med andre ord i hele den moderne jagt efter sikker viden gjort os skyldige i et videnstab”.

·      ”Derfor bør svaret for mig ikke være anti-rationalisme, men en kapacitet til at tænke dobbelt, nemlig at vi på den ene side skal og kan kæmpe for viden, sikkerhed og fremskridt, mens vi på den anden side skal gøre det med en indsigt i, at der altid vil være grænser for, hvad vi kan vide med sikkerhed”.

Qvortrup citerer også præsten Thorkild Grosbøll, som er en moderne kritiker à Han har et fornuftigt syn på kristendommen.

”Grosbøll har kun en halv Jesus”
vi skal acceptere den himmelske/ophøjede Jesus og den jordiske Jesus(historicitet er en vigtig del af Kristendommen – at man kan spore tilbage i tiden, og bevises Jesus eksistens).

Qvortrup: pladsen for/til de ting, vi ikke kan få svar på.

”Tænke dobbelt”

man skal acceptere både den jordiske og himmelske Jesus.

Religion og videnskab

Man skal kunne rumme usikkerheden og det, at man ikke får én sandhed. Man skal rumme flere sandheder.

Antisemitisme

En antisemit er en person der har/viser formodomme, had til, eller diskriminere mod jøder. Fordi at jødedommen ses som en etnisk race af nogle, bliver antisemitisme set som racisme.

Ordet antisemitisme optræder første gang i Moritz Steinschneiders respons til Ernest Renan, om Renans holdninger til jøder. Renan havde nemlig ifølge Steinschneider, forsøgt at skabe et billede om at semitter hørte til i bunden af samfundet, og at racen ingen plads havde i samfundet, tilbage i 1860. I bund og grund mente Renan at den semitiske race var underlegen, i forhold til den ariske race. En anden åben "kritiker" af jødedommen i denne periode, var Heinrich Von Treitschke. Han ville promovere denne form for racisme, og han sagde sågar "at jøder er vores ulykke", altså er jøder er et af vores største problemer.

Men for lige at skrue lidt frem i tiden, og forbi Nazistiernes forsøg på at udrydde jøderne, vil jeg vende blikket ned mod Israel og Gaza.

Inden den nylige Gaza konflikt, var det som om at alle havde glemt Gaza for en stund, og egentlig mente at Israel og overtallet af jøder var et fint folkefærd. Men efter at konflikten steg stødt, var det som om at alle lige pludselig havde en meget markant mening om enten muslimerne i Gaza eller jøderne i Israel. Folks meninger om muslimerne havde man ligesom hørt før, og kritikken kom fra samme sted, som den har gjort de sidste mange år. Men der skete også det underlige, at folk fra begge sider af det politiske spektrum begyndte at ytre sig meget kraftigt omkring jøderne. Noget vi egentlig ikke havde set i mange år, og som egentlig kom lidt bag på mig. Okay, jeg har måske også selv sent en sviner eller to efter Israel, efter at de gik ind i Gaza, men det var rettet mod staten, ikke selve folket. Der er jøder i Danmark der i den periode nærmest ikke turde gå på gaden, pga. noget Israel gjorde. Hvis det var alle jøder i verden der gik til angreb mod Gaza var det selvfølgelig noget andet, men sådan er realiteterne bare ikke. Det er lidt som om at antisemitismen for en kort stund var tilbage, og at alle ligesom var enige om at jøderne var nogle slemme nogle, der egentlig bare skulle gemmes væk hurtigst muligt.

Men for at runde af, så vil jeg personligt mene at der er hold i noget af den kritik der er mod jøder, men kritikken må bare heller aldrig nå det punkt, hvor det stopper med at være kritik og starter som forfølgelse af folk, der har været forfulgt flere gange, over de sidste 2000 år.